Da jeg begyndte at arbejde på denne film, havde jeg aldrig forestillet mig de store prøvelser og glæder eller de utrolige højdepunkter og lavpunkter, der ville ligge forude.
Projektet begyndte, da jeg hørte en historie om en somalisk teenager, som nægtede at slutte sig til det Al-Qaeda-forbundne Al-Shabab og betalte for det med en offentlig amputation på det nationale fodboldstadion. Michelle Shephards arbejde på denne historie ansporede somaliere i eksil i Canada, og deres bestræbelser hjalp ham til at finde asyl i Norge. Jeg kunne ikke ryste hans historie eller erkendelsen af, at det muligvis var det samme stadion, de amerikanske styrker tog hen til i bestselleren Black Hawk Down. Mogadishu stadion var tidligere hjemmebane for Somalias elskede fodboldlandshold, og i dag er det et krigshærget symbol for en nation, der længe har været betragtet som den fjendtligste og mest fejlslagne stat i verden. Jeg ønskede at lave en film om de unge mænd uden våbnene, de unge mænd der ikke har kendt til andet end krig, men drømmer om fred og at spille fodbold på egen jord.
I sommeren 2013 mødte jeg formanden for Somalias fodboldforbund i Tahiti til FIFA Beach Soccer World Cup. To måneder senere rejste jeg til Nairobi med co-producer/redaktør Brian Bellinkoff for at møde Somalias landshold, mens de deltog i den ældste turnering i Central- og Østafrika. Da jeg begyndte at lære spillerne at kende, blev jeg slået af deres personlige historier om terror, historier der lød mere som mareridt dækket af positivitet og kærlighed til deres land.
Den første aften delte vi et spørgeskema ud. Det var den aften, vi mødte Saadiq. Han spurgte, om hans ven lige kunne tale med os om sin historie. Jeg vil aldrig glemme de svedperler, der dryppede fra Sa’ad hoved, da han beskrev at blive arresteret af Al-Shabab for at lytte til musik. Efter den første kamp sluttede, vidste vi, at vi ønskede at bygge filmen op omkring Saadiq og Sa’ad. På det tidspunkt kunne jeg ikke forudse, hvor vanskeligt det ville blive at indfange deres historier. Saadiq boede i et sammensat Nairobi-kvarter, Sa’ad boede i Mogadishu uden for den grønne zone, og de somaliske fodboldarkiver blev fuldstændig ødelagt i 2010.
Jeg sendte Sa’ad en tablet, og Saadiq lånte en iPad til at lave video-dagbøger. Sammen arbejdede vi gennem ødelagte telefonforbindelser og et ustabilt internet for at komme i forbindelse over Facebook, WhatsApp og Skype, før jeg tog turen til Mogadishu. Saadiq kom til Amerika sidst i august 2014, og vi havde pludselig ubegrænset adgang til ham på sikker grund. Vi fortsatte vores historie med Sa’ad gennem afbrudte opkald og vanskelige optagelser i Mogadishu og Afgoye.
Mit håb for filmen er, at den tilvejebringer et vindue til det somaliske folks liv, de prøvelser de står over for i et område med terror, og tapperheden de to unge mænd udviser ved at kræve en bedre fremtid for dem selv. Deres tillid til mig samt muligheden for at kalde dem mine venner, min familie, gør mig ydmyg. Ved slutningen af en lang rejse sammen fik vi alle noget, vi aldrig forventede.
Grundlæggende for Scientology religionen er en humanitær mission af utrolig rækkevidde, der nu når ud til omkring 200 lande. Inkluderet deri er der programmer for menneskerettigheder, menneskelig anstændighed, læsefærdighed, moral, forebyggelse af stofmisbrug og katastrofehjælp.
Af denne grund tilbyder Scientology Network en platform for uafhængige filmskabere, der støtter op om en vision om at bygge en bedre verden.